The little black dress
Farven sort er historisk set associeret med sorg og død, og det er den stadig i et vist omfang, men i 1926 skabte Gabrielle “Coco” Chanel et nyt syn på sort.
The little black dress blev introduceret til verden: en knælang sort kjole, som udstrålede simplicitet og elegance på samme tid. Farven sort skulle nu hyldes for dens versatilitet. Den skulle kunne bæres hvor som helst og når som helst.


Chanels vision for denne kjole var en alsidig beklædningsgenstand, passende til formelle fester såvel som hverdagstøj. Ovenfor ses nyere fortolkninger af the little black dress: én fra 1958, designet af Coco Chanel, og én fra 2009, designet af Karl Lagerfeld. Det originale design fra 1926 havde lange ærmer og en rund halsudskæring. Kjolen var enkel, løstsiddende og flad – karakteristisk for Chanels designs, da hun var imod konventionel og ukomfortabel kvindemode. Bemærkelsesværdigt for kjolen var dens mangel på udsmykning og detaljer, som knapper og mønstre, som kunne påvirke dens relevans gennem tiden.
Kjolens minimale design skabte et lærred til kreativitet, og kjolen kunne udsmykkes med accessories, som ændrede opfattelsen af kjolen.
Det var ikke bare en kjole, men et tidløst koncept til alle kvinder. Konceptet er blevet fortolket og fremstillet på mange forskellige måder af designere gennem tiden. Mange modehuse har givet deres bud på the little black dress med hver deres kunstneriske kendetegn.
Chanel immortaliserede sig selv med denne idé og skabte et must-have til alle kvinders garderobe.
