fast fashion
Fast fashion er et udtryk inden for mode, hvor hurtig fremstilling og billige priser er essentielle faktorer. Fast fashion-virksomheder producerer enorme mængder tøj på rekordtid. Virksomhederne efterligner fashion week- og streetwear-trends og følger micro-trends, som dukker op på sociale medier. Typisk er tøjet af lav kvalitet, bestående af billige, syntetiske tekstiler som polyester, og er ikke beregnet til flere års anvendelse. Men de konkurrencedygtige priser gør fast fashion-virksomhederne til en trussel for modehusene og klimaet.
Konventionelle modehuse producerer typisk tøj til 2 sæsoner: Spring/summer og Autumn/winter. Virksomheder som H&M og Zara producerer nye kollektioner på få uger. Nogle fast fashion-virksomheder laver op imod 52 sæsoner om året.
Yderligere bruges udtrykket “ultrafast fashion” om virksomheder som Shein, der i løbet af få dage kan producere nye kollektioner af tøj. Shein har til enhver tid et sortiment på 600.000 forskellige tøjgenstande. Tøjet bliver til start fremstillet i små partier af 50-150 stykker om dagen. Partistørrelsen bliver herefter reguleret ud fra efterspørgslen efter det pågældende design.
Problemerne ved fast fashion
Denne måde at føre forretning på er medvirkende til flere etiske problemstillinger.
Reporter viser, at mellem 2000 og 2014 blev jordens tøjproduktion fordoblet, og tøjgenstande købt pr. capita steg med 60 %. Dette var i takt med fast fashion-virksomheders stigende popularitet, og at trendcyklusser accelererede. Micro-trends er en katalysator for fast fashions udvikling. Disse trends er til i få uger, hvorefter et nyt micro-trend indtræder. Virksomhederne reagerer hurtigt på disse og kan på kort tid fremstille tøj til trendsene.
Tøjet får ikke følelsesmæssig værdi for forbrugeren, da det er billigt og går hurtigt af mode. Derfor bliver meget af tøjet kasseret efter få brug. Når tøj bliver kasseret, ender det ofte på deponeringsanlæg. Disse tøjgenstande, som består af kemikalier, farvestoffer og syntetiske tekstiler, nedbrydes ikke som biologisk affald. Derimod udleder de giftstoffer i luften, jorden og grundvandet.
Produktionen af tøjet er også en uren og uetisk proces. Polyester og andre syntetiske tekstiler, som typisk findes i fast fashion-produkter, stammer fra fossile brændstoffer. Disse tekstiler udleder mikroplast under produktion og vask, som ender i vores vandsystem. Over en tredjedel af den mikroplast, som findes i havene, stammer fra syntetiske tekstiler. Hele tøjindustrien er ansvarlig for 10 % af den årlige globale CO₂-udledning. Selvom man ikke kan pålægge fast fashion-virksomhederne 100 % af skylden, har de bestemt ikke rent mel i posen.
Sundhedsmæssige konsekvenser
Giftstofferne og forureningen ender ikke kun i naturen, men også hos beklædningsarbejderen og forbrugeren. Det er blevet påvist, at syntetiske tekstilprodukter fra fast fashion-virksomheder kan være skadelige for huden og helbredet at have på. Beklædningsarbejderne og de omkringliggende byer ved fabrikkerne bliver eksponeret for disse giftstoffer hver dag.
Derudover bliver beklædningsarbejderne i Østen underbetalt for hårdt arbejde under hårde vilkår. Størstedelen af de arbejdende er kvinder. I løbet af en arbejdsdag på 10-14 timer bliver de udsat for fysisk og psykisk misbrug. Sikkerhedsregler på fabrikkerne er underordnede, og skader på de arbejdende og trusler mod deres sikkerhed bliver ikke anerkendt. På trods af disse faktorer har de arbejdende stadig svært ved at brødføde dem selv og deres familier. Men de underkaster sig, fordi de ikke har noget bedre alternativ.