Fashion shows
Et fashion show, eller modeshow, er et arrangement, hvor et modehus viser dets nye kollektion frem for offentligheden, herunder indkøbere, influencers og kendte, for at skabe salg og omtale. Ved hvert show fremvises et modehus’ designers bud på næste sæsons stil og trends. Modeller vil som regel være iklædt tøjet for at give publikum et indtryk af komfort og proportioner. Der findes forskellige former for fashion shows.
Formal Fashion Show
Dette er den mest konventionelle form for fashion shows, og kan også kaldes en modeparade. Modeller går enkeltvis eller i par på catwalken, som en parade på gaden. Et show kan vare fra 10 til 60 minutter.
Typisk vil modellerne, udover at være iklædt modehusets tøj, også have gennemgået hår- og kosmetikstyling, for at styrke designerens vision med looket. Derudover kan de omkringliggende faktorer også tilpasses, for at skabe den ønskede atmosfære til showet. Dette er faktorer som koreografi, lyd og musik, lys, scenografi, optrædener og skuespil. Disse kunstneriske valg kan tage showet til næste niveau, fra en simpel fremvisning til en spektakulær oplevelse. Ved hver tilpasning følger en pris, og derfor er mange fashion shows sponsoreret udefra. Denne fremmedkapital giver modehuset mulighed for at gøre showet mere ekstravagant, og giver sponsorerne eksponering.
Et modehus kan også vælge at arrangere et Charity Fashion Show. Disse er ikke blot for at fremvise beklædning, men også for at sætte fokus på humanitære sager og underprivilegerede samfund. Showet er med til at indsamle penge til forskellige sociale sager, og ofte går en procentdel af modehusets omsætning også til den pågældende sag.
Informal Fashion Show
Ved denne showform bliver beklædning fremvist under mere ydmyge forhold, og er typisk mindre eksklusiv end den formelle showvariant. Dette kunne eksempelvis være i en detailbutik, modehusets atelier, en gade eller andet offentligt forum. Modellerne går blandt kunder og publikum, og kan interagere med dem, hvilket skaber en mere intim oplevelse og atmosfære. Tøjet, der fremvises, er som regel rettet mod en bredere målgruppe. Kunderne kan ofte købe tøjet med det samme, frem for at skulle vente 6 måneder, som det er tilfældet med et formelt fashion show.
Et eksempel på et informal fashion show er det, man kalder et Trunk Show. Navnet kommer af, at beklædningen bliver transporteret i kufferter til forskellige detailbutikker. Her fremviser designeren personligt sin kollektion frem, og tager imod bestillinger. Modeller kan være til stede, men er ikke en nødvendighed for et trunk show. Denne type shows giver ofte adgang til eksklusive og ukendte mærker. Designerens trunk show vil typisk være i hver butik mellem 1 dag og et par uger.
