Seventh on sale
90’erne var en herlig tid for kulturen og bragte fred, internettet og David Finchers Fight Club til verdenen. Men det var også en tid, hvor AIDS stadig skabte frygt og rædsel. Modebranchen mærkede sygdommens konsekvenser særlig hårdt. Branchens modsvar til dette var Seventh on Sale.
I 1990 gik Vogue Magazine i samarbejde med Council of Fashion Designers of America (CFDA) og skabte Seventh on Sale. Dette var en fundraiser til AIDS-relateret forskning og støtteorganisationer.
I november 1990 samledes store designere og modehuse på Seventh Avenue i New York City til en 4-dags modebegivenhed. Amerikanske giganter som Ralph Lauren, Calvin Klein og Donna Karan, såvel som europæiske huse som Chanel og Versace, donerede beklædning og accessories til fundraiseren. Disse donationer blev solgt i boder eller til auktioner, og omsætningen gik til sagen. Det var high-end produkter til low-end priser.
Specielt for begivenheden var modeelitens tilstedeværelse. Man kunne forvente at blive ekspederet af Ralph i Ralph Laurens stand eller Anna Wintour i Vogues bod, hvor inderkredsen solgte ud fra deres eget klædeskab.
Begivenheden indsamlede flere millioner dollars til sagen og satte et særligt fokus på HIV/AIDS. Den viste, hvordan modebranchen og politisk aktivisme kan kombineres effektivt, og der er blevet afholdt flere begivenheder efterfølgende. Som Donna Karan fortalte Vogue: “Seventh on Sale dressed and addressed what was happening in the world.”
